TriEthan og CFC 113 har allerede historisk set været anvendt i udbredt grad til affedtning i produktion eller under vedligeholdelse. CFC 113 var forbeholdt affedtning og rengøring af skrøbelige underlag, mens TriEthan blev brugt til mekaniske komponenter.

Begge stoffer må ikke længere bruges af miljømæssige årsager.

Trikloethylen og perkloretylen, som begge er klassificeret som CMR, har ikke længe været et valg til erstatning af TriEthan.

HCFC 141 B er ligeledes blevet forbudt af miljømæssige årsager.

Derfor har industrien naturligt vendt sig mod kulbrinteløsninger.

Mens klorerede, bromholdige eller fluorholdige halogenholdige opløsningsmidler var ikke-brændbare, med fremragende affedtningsevne og ekstrem hurtig fordampningshastighed, har kulbrinteholdige opløsningsmidler en fordampningshastighed, der er knyttet til deres flammepunkt. Desto mere man ønsker en hurtig fordampningshastighed, desto lavere er flammepunktet, og dermed er deres opløsningsevne begrænset.

De kan ikke anvendes i dampfase. Og de kan heller ikke anvendes i ultralydsbeholdere, når deres flammepunkt er under 80 °C. I det tilfælde kan de ligeledes bruges i A3-maskiner.

Den nye reklassificering af kulbrinteholdige opløsningsmidler ved CLP-forordningen, dvs. giftig ved indtagelse (H304), og selvom risikoen er begrænset i forhold til at drikke det eller indtage det (jf. afsnittet om lovmæssige aspekter, afsnittet toksikologiske aspekter, risiko ved indtagelse H 304) fører det til, at brugerne leder efter opløsningsmidler uden faresymboler.